Kalender

Foredrag med offentlig adgang

15. september 2021 kl. 19-21 Sognegården Gjøl, Aabybro
”Tag en taxa og lad arvingerne gå”

19. oktober kl. 19.30 Folkekirkens Hus Aalborg, Gammeltorv 4. Pyndts Salon
"Det skal se nemt ud."

3. november 2021 kl. 19.30 - 21.30 Brandbjerg Højskole, 7300 Jelling.
"Vi bliver ikke yngre - fat det."

Artikler

Lone Kühlmann: Alle vidste, hvad der foregik – kvinder var tamt vildt i DR

Lone Kühlmann: Vi er mange, der vil savne Karen Thisted

Dygtig, flittig og afskyelig – Cate Blanchett rammer plet i HBO’s nye serie, “Mrs. America”

Kronikker

Drømmen om at være en velkneppet kvinde

26. november 2019 Politiken Sektion 2 (Kultur) Side 7 (Debat), Lone Kühlmann... 2038 ord Id: e7760610

KRONIKEN Forskningsprojektet Sexus har sat fokus på danskernes sexvaner. Men reelt handler sexlyst og mangel på samme om noget helt andet og mere udefinerbart. Kronikøren dykker ned i sine egne erfaringer og litteraturen.

Lone Kühlmann er journalist og forfatter.

Ville han blot give mig kys af sin mund! Din elskov er dejligere end vin, dejligere end dine salvers duft.

JEG TILLADER mig at lægge ud med en af de mest sanselige og erotiske samling skrifter, vi har. Højsangen fra Det Gamle Testamente.

Her drejer det sig om sanseligheden for sanselighedens egen skyld, og interessant nok drejer synsvinklen sig hele tiden, så man ikke rigtigt er klar over, om det er mandens lovsang til kvinden, kvindens lovsang til manden, eller de respektive køns lovsang til eget køn: Min elskede er et myrrabundt, der hviler mellem mine bryster; min elskede er en hennaklase i En-Gedis vingårde.

Hvor er du smuk, min kæreste, hvor er du smuk, dine øjne er duer.

Hvor er du smuk, min elskede, ja dejlig; vort leje er grønt.

Cedertræerne er bjælker i vores hus, cypresserne er loftet.

HVEM END genstanden for tilbedelsen er, så er det i hvert fald en forfører, der taler.

Og ganske som påpeget i Milla Mølgaards præcise kommentar 13.11. er det et aspekt af menneskers seksuelle samliv, der ikke tages i betragtning i det store forskningsprojekt Sexus. Sexus afdækker, hvordan, hvor tit, men ikke hvorfor. Eller hvorfor ikke.

Som Milla Mølgaard mener jeg, at man ikke kan bruge undersøgelsen til at fastslå, at kvinder har mindre sexlyst en mænd, når man overhovedet ikke beskæftiger sig med, hvorfor svarene falder, som de gør.

Vi behøver ikke at dvæle ved husarbejde og små børn, som ikke virker befordrende på sexlysten. Heller ikke hos de mænd, der påtager sig omsorgsrollen.

Når man har haft unger hængende på sig hele dagen, er det ikke kropskontakt, man higer efter, men søvn.

Litteraten Hans Hertel forlystede for mange år siden Informations læsere med små vignetter fra hverdagen.

Skrevet under pseudonymet Mr. Henderson.

En af de sjoveste handlede om, hvordan han fulgte en veninde - eller i hvert fald en, han håbede, ville blive veninde - hjem fra biografen.

Da de nåede hendes opgang, antydede han, at han da godt ville have en kop kaffe, og hun indvilligede med den kontante advarsel: »Du kan godt komme med op, men jeg er altså meget velkneppet for tiden«. Med andre ord, han skulle ikke gøre sig forhåbninger. Hun manglede ikke noget.

I udsagnet ligger der jo også, at landet ville ligge helt anderledes, hvis hun manglede tilbedelse, sanselighed, erotik.
Enhver idiot kan vel se, at den slags er meget mere fristende end bare sex.

En veninde fortalte i samme periode, hvordan hun højgravid og udmattet, formummet i uformelig frakke og tørklæde, havde slæbt sig op ad Magasins trappe fra dametoilettet til stueetagen og pludselig hørte en sexet herrestemme; »Er du nu der igen, dit skønne kvindemenneske«. »Hvem tror du, det var?« spurgte hun, og jeg var overhovedet ikke i tvivl. Det var vores fælles ven Peter Pilot.

Han udmærkede sig, og udmærker sig fortsat, ved faktisk at nyde kvinder. Helt oprigtigt nyde kvinder i alle former og udgaver. Den slags mænd er der ikke så mange af. »De skulle bare vide, hvor nemt det er«, sagde min veninde. Og det havde hun ret i.

FOR NYLIG deltog jeg i et litterært møde, der bl. a. handlede om Grundtvig, og et af de spørgsmål, der blev rejst, handlede om, hvordan Grundtvig i både sit andet og tredje ægteskab var gift med mange år yngre livlige og begavede kvinder. Køn var han ikke ligefrem, men han var en lidenskabelig natur og en stor digter.

Jeg synes ikke, det er så mærkeligt. Jeg kender personligt mange kvinder, der har en betydelig del af deres erogene zoner mellem ørerne. Hvis en mand har noget at sige og taler med sin kvinde, i stedet for at forelæse, er vi allerede nået langt.

I min ungdom gik en elev på Journalisthøjskolen under navnet verbalOle.

Det var mandlige elever uden særligt kvindetække, der misundeligt hæftede øgenavnet på ham, fordi det hed sig, at han kunne tale trusserne af enhver kvinde.

Jeg kan godt her afsløre, at han lige så vel kunne have heddet lytteOle, for han lyttede mere, end han talte. Han var ikke en af dem, min afdøde ven, leksikografen Mikal Rode beskrev som »mennesker, der har så megen udstråling, at der ikke rigtigt er plads til indstråling«. De findes hos begge køn og keder i længden.

Den fra Watergatesagen berømte udgiver af Washington Post, den standhaftige Katherine Graham, beskriver i sine erindringer hvordan alle Kennedymændene jagtede kvinder, men var nogle forfærdelige mandschauvinister, inklusive, som vi nu ved, præsidenten John F. Kennedy.

Hun fortæller, hvordan Kennedy undrer sig over, at alle kvinderne til et selskab sværmer om den daværende FN-ambassadør Adlai Stevenson. »Jeg er måske ikke verdens flotteste fyr, men se lige Adlai.

Han er halvskaldet og tykmavet og ikke særligt velklædt. Hvad har han, som jeg ikke har?«. En god ven svarer: »Mr. Præsident, du er vild med kvinder, og Adlai er vild med kvinder. Men ud over det kan han virkelig godt lide at tale med kvinder. Kvinder drages til ham, fordi han tager intelligente kvinder alvorligt og godt kan lide at vende ideer med dem«. Præsidenten tænker sig lidt om: »Måske har du ret, men så vidt kan jeg ikke gå«. FAY WELDON, som på grund af dårligt helbred måtte aflyse deltagelse i det nys overståede BogForum, har altid både i det virkelige liv og i sine bøger undersøgt forholdet mellem kønnene. Ikke altid påfaldende kærligt, men altid med en splint i øjet.

Hun har den for forfattere meget udbredte evne til at få folk til at tale og kunne sommetider ligefrem pumpe mig, når vi mødtes til en af de efterhånden rigtig mange gange, jeg har haft fornøjelsen af at interviewe hende. Hun var ikke fri for at lide af den udbredte kvindesvaghed, at hun tog farve efter den mand, hun var gift med for tiden. Det kan også aflæses i hende bøger.

Men jeg husker bedst engang, hvor hun var i Danmark med sin nye yngre konservative ægtemand og muntert spurgte mig: »Har du nogensinde haft en højreorienteret elsker?«. »Øh, bøh, nej, det tror jeg ikke sådan lige«, sagde jeg noget forbløffet. Hun skubbede mig i siden og sagde med et fortroligt grin: »You should try it. Much more focused!«. Jeg ved ikke, om det kan have noget på sig, men jeg må vedkende mig et vist vurderende blik, når jeg i ny og næ befinder mig i konservativt selskab. Kan det virkelig være rigtigt? FAY WELDON har altid være populær her i landet og har i det hele taget solgt mange bøger. Hun er dog langt fra i omfang og indtægt at nå op på siden af sin landsmand Barbara Cartland, hvis bøger absolut ikke betragtes som litteratur, men det kunne hun græde over hele vejen til banken, inden hun døde i 2000.

Hun skabte sig en betydelig formue ved at skrive victorianske kærlighedsromaner, der gik som varmt brød. Mærkeligt nok også hos veluddannede kvinder. Jeg havde en højt begavet veninde, der, når hun var deprimeret, snuppede sig en Cartland i stedet for valium. Det var ikke vanedannende, sagde hun, men jeg ved nu snart ikke.

Der var 723 bøger, og jeg tror, at hun havde læst dem alle sammen. Alle var skrevet over samme skabelon: Hovedpersonen var en bedårende ung lyshåret arving, hvis forældre var kommet af dage på en eller anden måde.

Nu var hun henvist til at henslæbe sin tilværelse, til hun blev myndig, meget ofte i huset hos en grisk, gammel og ulækker formynder, der var ud efter hendes arv og - endnu værre - hendes dyd. Heldigvis bliver hun i løbet af bogens ulideligt spændende handling frelst af en høj blond, langlemmet, smalhoftet, viljestærk, adelig mangemillionær med høje kindben og kløft i hagen, der kysser blidt - men krævende. Den slags mænd er der en sørgelig mangel på i de fleste kvinders liv, og det gjorde Barbara Cartland til en af verdens bedst sælgende forfattere.

Hos Cartland sluttede handlingen ved blidt, men krævende. Resten måtte man tænke sig til, og det kneb det sikkert heller ikke med. Sådan er det ikke med den type romaner i dag.

Hovedpersonerne er stort set de samme som hos Cartland, men de har forbløffende feministiske træk. De finder sig ikke i noget, de er både sanselige og villige og lige så ivrige efter at forføre som at blive forført. Jeg har med forbløffelse og stor fornøjelse læst lange erotiske passager i for eksempel den amerikanske forfatter Liza Kleypas' 21 romaner fulde af hede romancer.

KLEYPAS HAR læst statskundskab på det foremme Wellesley College, hvor også f. eks. Madeleine Albright og Hillary Clinton har studeret.

Det er et kvindecollege, men i nært samarbejde med f. eks. Harvard og MIT, så det kan godt være der, hun har truffet de fremragende elskere, hun skildrer så levende i sine bøger.

Faktisk så glimrende, at jeg ikke viger tilbage for at anbefale både kvinder og mænd at søge inspiration her. Det kan meget vel være, at det bliver nemmere at få lidt afkølede kvinder op at ringe. Om jeg så må sige.

En forførelsesscene kan i hendes bøger nemt fylde 20 sider, men vi bør vel lige have en lille smagsprøve. Her fra bestselleren ' The Devil in Winter', som handler om den unge arving Evie, der kaster sig i armene på den gudesmukke, men depraverede adelsmand St. Vincent for at undgå sine begærlige slægtninge. De gifter sig i Gretna Green, og vi kommer ind, da ægteskabet skal fuldbyrdes. Det skal lige nævnes, at de allerede har været i gang over tre sider her: »Han hviskede beroligende ord mod hendes opsvulmede skød. St. Vincent lod sin finger glide længere ind i hende.

'Uskyldige lille skat', mumlede han, og hans tunge kildede hende på steder så ulideligt følsomme, at hun dirrede og stønnede. Samtidig strøg hans ene finger hendes bløde indre i en dvælende rytme.

Hun prøvede at være stille, bed tænderne sammen, men små lyde kravlede hele tiden op i hendes strube. ' Hvad tror du, der vil ske', hørte hun ham sige dovent, ' hvis jeg bliver ved med det her, uden at stoppe?' Evie kunne ikke se klart, da deres blikke mødtes over hendes dirrende maveskind Hun vidste, at hun var rød og ophovnet i hovedet - hver centimeter af hendes hud brændte hedt. Det virkede, som om han ventede et svar, og hun kunne næsten ikke tvinge et ord ud af sine sammensnørede strube. ' Det ve-ed jeg ikke', hviskede hun svagt.

'Synes du ikke, vi skal prøve?'. Hun kunne ikke svare, kunne bare se forbløffet til, mens han pressede sin mund ind i den lille trekant af røde krøller. Hendes hoved faldt tilbage, mens hun følte hvordan hans tunge med stor dygtighed dansede hen over hendes pulserende hud«. Og sådan fortsætter det side op og side ned, ligesom i alle Liza Kleypas' bøger.

Hvis jeg må låne en vending fra Mr. Henderson, er heltinderne hos Kleypas usædvanligt velkneppede. Og bemærk, at i modsætning til den sadomasochistiske ' Fifty Shade of Grey' er der ikke skygge af pisk eller håndjern. De her forførere klarer sig med, hvad der nu er for hånden, eller hvad man skal kalde det.

DET MINDER mig om en telefonsamtale, jeg for mange år siden havde med en veninde, der lige havde fået en ny elsker. Han var blevet smidt ud af sin kone, og det kunne min veninde overhovedet ikke forstå.

Han kunne ting, hun aldrig før havde oplevet.

»Hvad laver han?«. »Han er organist«. »Oh my God«, sagde jeg, og vi sank sammen i fnis.

Min mand kom gående forbi under samtalen, og da jeg lagde røret på under stadig grinen, så han fordømmende på mig og sagde: »Hvis mænd talte sådan om kvinder, som I taler om mænd, var I blevet rasende«. Sandt nok. Måske skulle vi bare tale lidt mere med hinanden.

Skal vi lige snuppe et vers til fra Højsangen: »Jeg er Sarons rose, dalenes lilje. Som en lilje blandt tidsler er min kæreste blandt unge piger. Som et æbletræ blandt skovens træer er min elskede blandt unge mænd. I hans skygge elsker jeg at sidde, hans frugt er sød for min gane«.

Debat: Alt det jeg lærte af at være au pair

6. august 2019 Politiken Sektion 2 (Kultur) Side 5 (Debat), Lone Kühlmann... 2299 ord Id: e74aa420

KRONIKEN Idagens Danmark er der meget debat om de filippinske au pairs. Men for kronikøren blev et ophold som au pair i USA et afgørende personligt gennembrud.

Lone Kühlmann er journalist og forfatter MEDIERNE ER fulde af folk, der er dygtige til at aflæse tidsånden, og som aldrig er i tvivl om, hvor vi står, og hvor vi er på vej hen.

Jeg tilhører de mere almindelige mennesker, der lever livet forlæns og forstår det baglæns. Men jeg har levet længe nok til at kunne sige med sikkerhed, at den fornemmelse af håb, energi og tillid, som min generation mødte verden med, aldrig er overgået.

Alt var muligt, verden stod åben, forældre levede i bevidstheden om, at deres børn ville få bedre muligheder, end de havde haft, og John F. Kennedy var præsident i USA, da jeg to dage efter min 18-års fødselsdag ankom til Idlewild Lufthavn for at være au pair på Long Island.

Flyet var for tidligt, der var ingen for at hente mig, og til sidst sad jeg mutters alene på min kuffert i den efterhånden tomme lufthavn. Tomme lufthavn. I dag lyder det nærmest ubegribeligt, at Idlewild, der kort efter af tragiske grunde skiftede navn til John F. Kennedy, nogensinde skulle være tom.

Men det var den, indtil jeg blev hentet af en fortravlet mand, der kørte mig hjem til en hvid trævilla i den lille by Glen Cove og betydede mig, at mit værelse lå neden for kældertrappen, inden han selv kørte videre til sin arbejdsplads. Det gik op for mig, at kontraktens lower level betød det samme som kælder, det lød bare bedre.

Rummet var sådan set stort nok. En seng af den slags, hvor man rammer gulvet, når man sætter sig. Et gammelt fjernsyn, en stol, et bord, udsigt til lyskassen, isolering pillet af varmerørene i loftet og et blomstret forhæng til vaskemaskine og tørretumbler. Så var det ligesom på plads, og det samme var jeg.

Jeg tændte for fjernsynet og skrev i mit første brev hjem: »Alt, hvad de sender, er fuldstændigt idiotiske underholdningsprogrammer.

Der er seks kanaler, og de sender allesammen det samme«. Det var den gang. Nu er der 6.000 kanaler, og de fleste sender det samme.

JEG VAR efterkrigsbarn, opvokset i Rødovre og helt bevidst om, at kommunen, selv om den voksede endnu hurtigere, end jeg gjorde, slet ikke var nok til at rumme alt det, jeg skulle opleve af verden.

For en 18-årig pige fra mit miljø var et job som au pair nærmest den eneste mulighed, og trods mine forældres endeløse bekymringer drog jeg af sted, uden at se mig tilbage, og uden nogensinde at afsløre de temmelig forfærdelige forhold i mine breve hjem. På trods af min ret forkælede opvækst stod det mig fuldstændigt klart, at der her måtte jeg selv klare.

Man bliver aldrig voksen, så længe man har forældrene i baghånden. Det var ikke nogen særlig tiltalende familie. Fruen var skolelærer og kunne ikke tage sig af husholdningen. Det undrede mig den gang, og det undrer mig endnu mere i dag, at man kan forvente af en 18-årig fra den anden side af jorden, at hun skal kunne stå for husholdning for to voksne og tre børn.

Rengøring, madlavning og ikke mindst indkøb. Jeg havde aldrig set en aubergine eller en avokado, og kødudskæringerne var helt anderledes, end jeg var vant til. De lå bare der i cellofan i supermarkedet, og der var ikke skyggen af en slagter, man kunne spørge til råds.

VI HØRER SÅ meget om de stakkels filippinere i de nordlige københavnske forstæder, men det er mit indryk, at der er tale om voksne kvinder, der næppe sover i vaskekælderen. De kommer, fordi ingen danskere gider arbejde i huset.

Det var slet ikke svært at få hjælp i huset i New York i 1960' erne. Men de villige var afro-amerikanere, sorte hed det den gang, eller puertoricanere. Dem havde velhavende mennesker ikke noget imod, hvis de var velhavende nok til at have staff quarters, væk fra herskabets soveværelser, men det var de færreste. Nordstaterne foragtede sydstaterne for deres racisme, men de var ikke selv meget for at få farvede ind i huset. Derfor var skandinaver så efterspurgte.

Man gør sig ikke begreb om, hvor bigotte og racistiske folk, som selv mente, at de var dannede og frisindede, var på det tidspunkt.
I min tid som au pair lærte jeg ikke en eneste sort at kende, bortset fra den mægtig søde bibliotekar på det kommunale bibliotek.

Vi havde samme smag i bøger og talte fint sammen, indtil jeg en dag foreslog, at vi gik i biffen. Hun så udtryksløst på mig og sagde: »For your sake and mine, I think not«. Folk boede totalt adskilt, og det var lige i den periode, hvor man i forstæderne levede i evig rædsel for, at der på grund at den begyndende sociale mobilitet blandt sorte skulle flytte en af dem ind på vejen og knalde priserne i bund. Man skal lige huske, at det var samtidig med, at alle så borgerrettighedsmarcherne i sydstaterne i tv og rystede på hovedet over de forfærdelige raceoptøjer.

Det var først efter mordet på præsident Kennedy 22. november 1963, at man på gaden og i tv kunne se folk af alle racer, der klyngede sig grædende til hinanden på tværs af etniske skel.
DET VAR OGSÅ i den periode, folk forarget afviste at skulle være antisemitter med det berygtede : »Some of my best friends are jews«. Hjemmefra havde jeg ikke begreb skabt om, hvorvidt jeg havde jødiske bekendte.

Men det fik jeg på Long Island. Jeg opdagede det helt tilfældigt, fordi en af mine nye venner ikke kunne komme med som gæst i den country club, mit herskab tilhørte.

»Du må være tosset«, sagde han bare og tog mig med i sin egen families klub, der så vidt, jeg kunne skønne, havde de samme faciliteter, golf, tennis, pool, osv, som de andre havde, og som åbenbart ikke havde noget imod, at gæsterne ikke var jøder.
Jeg må med skam at melde tilstå, at jeg aldrig fandt ud af, om der var lige så fine klubber for sorte, men jeg kan huske, hvor mærkeligt jeg syntes, at det alt sammen var. Især fordi der netop i de år var den store sociale mobilitet, og folks etniske baggrund ikke nødvendigvis havde noget med deres uddannelse og karriere at gøre.

Det var tydeligt, selv for mig, at samfundet flyttede sig meget hurtigere, end de gamle hvide herrefolk gjorde. Det gjorde rige hvide nervøse og aggressive.

Især måske fordi de i deres selvforståelse var rationelle og kultiverede mennesker, som absolut ikke havde noget imod andre etniske grupper. Så længe de holdt sig for sig selv og kun nærmede sig magtens korridorer ad køkkenvejen.

OG SÅ VAR der jo kvinderne. I 1963 udkom Betty Friedans ' The Feminine Mystique', som startede en revolution. Pæne veluddannede og velopdragne, unge kvinder fik her svaret på, hvorfor de var ulykkelige og utilfredse med det hjemmegående liv, de var opdraget til at hige efter.

En pæn og dygtig forsørger, to artige kønne børn, et hus i forstæderne og pulver der blev til kager, hvis man rørte det op med vand og satte det i ovnen. Hvad mere kunne man ønske sig? Det var her colleger faldt over hinanden for at tilbyde ' home-economics'som et akademisk fag, så de artige piger kunne få tiden til at gå inden ægteskabet på en måde, som ikke fyldte deres hoveder med usund viden om litteratur eller jura.

For mig var forstadsfruernes liv en advarsel bøjet i neon.

Jeg havde for længst sparet sammen af min minimale løn, så jeg kunne betale prisen for min flybillet tilbage til mine første arbejdsgivere. Så jeg ikke skyldte dem noget og selv uafhængig kunne vælge og vrage mellem de næste. Dér lærte jeg den måske vigtigste læresætning, jeg har haft med mig gennem livet: Man skal aldrig være så afhængig af andre, at man ikke kan sige fra, og i det lange løb er det billigere at betale sine regninger selv.

Den udvikling, jeg havde set starten af i 1963, var eksploderet, da jeg i 1970 som nyudlært journalist vendte tilbage for at gå på Columbia University. Der var krig. Krig i Vietnam, krig mellem racerne, krig mellem kønnene, og krig mellem forskellige fraktioner af køn.

Sorte lavede fraktioner og klubber kun for sorte, latinoer for latinoer, bøsser og lesbiske for bøsser og lesbiske og kvindelige studerende kun for kvinder. Hvide mænds magtmonopol var brudt. De var de eneste, der ikke havde adgang til at lave fraktioner.

Enhver antydning af gruppering, hvor adgangstegnet var, at man var en hvid mand, var på forhånd dødsdømt. Den slags blev omgående stemplet som racistisk.

Jeg forsøgte ind imellem at påpege, at det også var diskriminering at lave grupperinger udelukkende for sorte, latinoer eller kvinder, men det var der ingen, der gad at høre på.

Der var i det hele taget ikke den store meningsudveksling grupperne imellem, og det var lysende klart, at man ikke behøvede at være en hvid mand med storhedsvanvid for at udtrykke sin uforgribelige mening om verdenssituationen ubelastet af kendsgerninger.

Alle vidste, hvem der havde ret. Det havde de selv. I betragtning af at vi befandt os på et af verdens mest anerkendte universiteter, var det lidt mærkelige debatter, man en gang imellem befandt sig i.

Jeg brugte f. eks. en helt aften på at forsøge at rive en puertoricansk statskundskabsstuderende ud af den vildfarelse, at dronning Elizabeth af Storbritannien regerede uindskrænket, og at ministrene kun var til pynt. »Det er hende, der udpeger statsministeren«, sagde han triumferende, og nægtede at acceptere, at det kun var en formssag. Det er jo også noget underligt noget.

HVIS MAN HOLDT sig uden for grupperinger, var der til gengæld rig lejlighed til at få venner for livet inden for alle køn og etniske grupper. På School of Journalism herskede en ambitiøs, men munter stemning - måske fordi de færreste var gået den lige vej: highschool, college, universitet, men havde arbejdet på forskellige medier undervejs.

Hvis der var racister, sexister og folk, som gik ind for Vietnamkrigen blandt eleverne, var det ikke noget, de skiltede med. Det ville også have været en dårlig ide.

Den mest berømte og mest beundrede nyhedsvært, CBS' Walter Cronkite, gæsteforelæste på skolen og var lige ved at blive frosset ud. I spørgetimen efter hans foredrag tog en af skolens dygtigste elever, den meget smukke Mary Vespa, ordet og efterlyste gode råd, hvis man gerne ville gøre karriere i tv.

Han lænede sig faderligt/flirtende hen over talerstolen: »Med deres udseende unge dame skulle det ikke være noget problem«.

Det raseri, der brød ud blandt de kvindelige elever, har sikkert været medvirkende til at opdatere Walter Cronkite på, hvad det var for en tid, han levede i. Han var en klog mand. Bare lidt fossileret.

Det var i den periode af mit liv, jeg lærte noget meget afgørende, som jeg sommetider er lige ved at glemme, men altid bliver mindet om.

Ligegyldigt hvor meget der er sket, hvor meget vi har kæmpet og fortsat kæmper: Det normale er at være en mand. En erhvervsaktiv hvid man i den erhvervsaktive alder.

Alle andre er afvigere: kvinder, andre etniske grupper, børn, pensionister, handikappede og derud af i en ikke nærmere defineret rækkefølge. Som hvid kvinde lægger jeg selvfølgelig mest mærke til sexisme. Men racismen er værre, og den er der hele tiden. Og jeg er bange for, at vi ikke lægger mærke til den, når det ikke er os selv, det går ud over.

Blandt mine gode venner på Columbia var to begavede, smukke overklassekvinder, Louise Levathes og Margo Jefferson.

Margo, som var sort, og jeg boede på samme kollegium. Hun var opvokset i Chicago, hvor hendes far var var en meget anerkendt overlæge på et berømt børnehospital.

Louise boede hjemme hos sine forældre i en kæmpelejlighed på Park Avenue.

Hendes far var filmproducer.

Jeg nævner med vilje kun fædrenes arbejde, for mødrene var i begge tilfælde socialites. Begavede kvinder, der tog sig af familiens privatliv og var aktive i forskellige kulturelle og sociale sammenhænge.

Louise havde inviteret Margo og mig til brunch, og vi kom sludrende ind i den fornemme lobby.

Før vi nogensinde havde præsenteret os, rejste dørmanden sig og trykkede på elevatoren: »Miss Levathes venter dem«, sagde han og løftede respektfuldt på kasketten.

Vi knækkede sammen af grin i elevatoren. Der var ingen tvivl om, at dørmanden var blevet adviseret, og det var ikke min etniske herkomst, der var påfaldende i det kvarter.

Men hvor sjovt syntes Margo, at det var? Hvordan er det, når man altid er den af anden etnisk herkomst? For et par år siden udgav Margo bogen ' Negroland', som er blevet rost til skyerne for sin modige beskrivelse af, hvordan det er at vokse op i den gruppe, vi næsten aldrig hører noget om: Den afro-amerikanske overklasse.

Hun beskriver opvæksten som en slags dans på æggeskaller. Man lægger afstand til støjende og vulgær opførsel, men ligegyldig hvor velopdragen, veluddannet, vidende og kultiveret man er, vil man altid tilhøre en slags tredje race. Ikke sort, ikke hvid og ikke helt hjemme nogen af stederne. Ofte hånet fordi man vender ryggen til det, andre definerer som typisk for den etniske gruppe, man er født ind i.

»Hvorfor taler de det åndssvage sprog«, spurgte jeg en gang Margo, da vi stod i kø i en deli sammen med en gruppe afroamerikanske mandlige studerende.

De talte ghetto-black, og enhver idiot kunne jo sige sig selv, at de ikke ville komme på Columbia, hvis ikke de kunne tale ordentligt amerikansk. Margo var utilpas.

»Det er et tegn på, at de tilhører stammen«, sagde hun lidt kort. »Idioter«, sagde jeg.

Men det var nu mig, der var idiot. Det er alt for nemt at være hvid.

Kronik: Upstairs/downstairs på Stevns

11. maj 2018 Politiken Sektion 2 (Kultur) Side 5 (Debat), Lone Kühlmann... 2168 ord Id: e6bed000

KRONIKEN Som ung var kronikøren au pair på det berømte danske slot Gjorslev. Det blev en indføring i en anden verden - og en oplæring i husholdningens ædle kunst.

Lone Kühlmann er journalist og forfatter PÅ EN MÅDE tror jeg, at det var de meget ordnede forhold, som tiltalte mig mest.

Jeg har altid godt kunnet lide rene linjer, og det var der så udpræget på Gjorslev.

Man skulle ikke vride sin hjerne for at finde ud af, hvordan kammerherreinde Tesdorpf gerne ville have tingene. Det skulle hun nok selv gøre helt klart.

Jeg ankom i august 1962 og blev, til jeg tog til New York i juni 1963. Det var meningen, at jeg skulle få et begreb om husholdning, før jeg selv blev kastet ud i det som au pair.

Det er den tid, jeg kan takke for, at jeg altid siden i mit liv har haft rimelig orden i min husførelse. Jeg lærte simpelthen, hvordan man disponerer rengøring, vask, strygning og alt det andet, der hører med. Det er dødkedeligt arbejde, netop derfor betaler det sig at være effektiv.

Ganske vist har jeg aldrig hersket over husholdninger af Gjorslevs omfang, men størrelsen er i grunden ligegyldig. Hjem skal passes. Ellers bliver de u-hyggelige at opholde sig i.

Uanset størrelse.

De unge piger, der gennem årene har hjulpet vores familie, har også haft glæde af de ting, jeg lærte på Gjorslev. Der skal være en plan, og man skal vide, hvor man har hinanden.

Vi var et helt nyt personale, der begyndte samtidig. Måske derfor, og vist også fordi jeg var fra byen, blev det ved den anledning indført, at personalet blev tiltalt De. Dog med fornavn. Der må også være måde med galskaben.

Tidligere havde man sagt du til personalet, som så til gengæld tiltalte herskabet i 3. person.

Det medførte i øvrigt det første lille sammenstød mellem kammerherreinden og mig. Der havde været selskab, og jeg havde hjulpet med til at servere. En udmærket ting at kunne, som jeg desværre aldrig siden har haft glæde af. Jeg var selv glimrende tilfreds med min indsats - jeg havde hverken spildt suppe eller sauce på gæsterne - da jeg dagen efter gik og gjorde rent i et af gæsteværelserne.

Kammerherreinden kom ind og gik sin vane tro lige til sagen: »Lone, har De ikke lært, hjemme eller i skolen, at de skal tiltale folk i 3. person«. Det hedder ' Vil højesteretssagføreren have mere suppe, eller vil direktøren have mere steg?'«.

Det lå ligesom i luften, at der ikke ville blive anledning til at spørge, om damefrisøren ville have mere af nogen af delene.

»Nej«, sagde jeg med det samme. »Jeg har altid både hjemme og i skolen lært Georg Brandes ord: Mellem dannede mennesker siger man De til hinanden«.

KAMMERHERREINDEN slog sig på munden, men hun hørte absolut ikke til de knækkede, så hun samlede sig hurtigt: »Nå ja«, sagde hun. »Sådan kan man selvfølgelig også se på det«. Det eneste, der afslørede hende, var et lille nervøst »ha, ha«, og hun forduftede skyndsomt. Senere har jeg fundet ud af, at det var for straks at opsøge kammerherren og divertere ham med ordskiftet. Til begges ros skal siges, at de morede sig kongeligt og fortalte historien vidt og bredt som tegn på de nye toner i folkestuen.
I øvrigt tror jeg aldrig, nogen - hverken i mit hjem eller på mine skoler - har så meget som overvejet at tiltale folk i 3. person.

Der havde mit miljø nok flyttet sig mere med tiden, end kammerherrens havde. Derfor var det heller aldrig noget, der var blevet drøftet, og følgelig var det heller ikke noget, jeg havde lært. Men på det tidspunkt var jeg meget optaget af Georg Brandes og læste ham og Strindberg på skift. Jeg kan huske, at Strindbergs ' Okkult dagbog' optog mig meget.

Unge mennesker kan være så højtravende.

Den øvrige stab i det store hus var ' Jomfruen', Inga, og stuepigen, Hanne. Hanne var lokal fra Stevns, men Inga kom fra Himmerland. Hun havde været ude at tjene, fra hun var 14, det var man i hendes familie.

Når hun skrev hjem til familien, stod der uden på konvolutten ' Østre Lars Peter, Vester Hornum'.

Det betog mig meget. Jeg elskede også, når Inga fortalte historier fra sit barndomshjem.

Selv om hun kun var 4 år ældre end mig, var det som at høre om noget fra for 100 år siden. Hjemme hos Inga fik de frisk halm i sengene to gange om året. Det var skønt med den friske halm, men desværre var der altid mus med. Det gjorde ikke noget, så længe ungerne snakkede og rumsterede, for så var musene stille. Men når de faldt hen, begyndte musene at pile rundt i halmen, så børnene blev ved at at snakke, indtil faren kom og truede den næste, der åbnede munden, med bank.

Alle børnene i Ingas familie havde mistet tænderne på grund af engelsk syge, da de var små. Så alle sammen fik de gebis, når de blev konfirmeret. De skulle se ordentlige ud, når de kom ud at tjene.
Inga havde været på store gårde, hvor hun både skulle gå med i marken, lave mad og passe børn.

Så hun syntes, at det var en svir at komme til Gjorslev, hvor hun kun skulle stå for køkkenet.

Hun lavede vidunderlig mad og havde naturligvis også råvarer, der ville få medlemmer af Det Gastronomiske Akademi i dag til at græde salte tårer af misundelse.

Afgrøderne kom fra avlsgården på den anden side af voldgraven. Grøntsagerne fik vi fra gartneren Oscar, som nægtede at tage kørekort, for som han sagde: »Så skal jeg bare ligge og køre rundt med dem evig og altid«. ' Dem' var herskabet, som tidligere havde holdt chauffør, og som ganske rigtig godt kunne tænke sig, at Oscar kunne trække i uniform og kasket ved festlige lejligheder.

Men det blev der aldrig noget af.

Mælken kom direkte fra koen og stod i store fade ude i mælkekælderen og samlede fløde. Desværre havde kammerherreinden fået den fikse idé, at jeg trængte til sul på kroppen, så hver dag inspicerede hun, at jeg og hendes egen datter, Kirsten, nedsvælgede et glas af den fede fløde.

Vi hadede det begge to, men der var ingen pardon. Kirsten kom jeg senere på Journalisthøjskole med. Ingen af os rører fløde i dag.

Jeg skulle også lære at plukke høns og tage dem ud. Det kunne jeg ikke døje og gav højlydt udtryk for min afsky.

»Det nytter ikke noget, Lone«, prædikede kammerherreinden.

»De bliver nødt til at lære det. Ingen ordentlig mand vil finde sig i Ringsted Fjerkræ«. Ringsted Fjerkræ var det firma, der var først med det såkaldte grydeklare fjerkræ, som dannede mennesker dengang så ned på. I hvert fald dannede mennesker med hjælp i huset.

»Så må han jo lære at plukke selv«, vrissede jeg, og kammerherreinden forsvandt skyndsomt. Uden tvivl for at indvie kammerherren i endnu en af mine respektløsheder.

TIL DAGLIG KLAREDE Hanne og jeg rengøring og servering. Fra morgenstunden havde vi blå og hvidstribede kittelagtige kjoler på.
Om aftenen sort med kappe og forklæde.

Der var noget, der skulle ordnes hver dag, og så var der hver dag noget ekstra, som skulle gøres. En trappe skulle vaskes, madrasser skulle vendes. Når der var selskab, fik vi ekstra hjælp, og det samme ved storvask og hovedrengøring.

Så kom nogle af konerne fra avlsgården.

I hvert fald gartnerens Elva og røgterens kone. Jeg fik efter den første storrengøring forbud mod at gøre rent i biblioteket.

Det skete, fordi jeg - flere timer efter at jeg ifølge beregningerne skulle være færdig - blev fundet siddende øverst på en stige med næsen begravet i en bog tabt for omverdenen.

Selv om jeg ikke måtte komme i biblioteket i arbejdstiden, måtte jeg komme der, lige så meget jeg ville, i min fritid. Jeg var den eneste, bortset fra en sjælden gang kammerherren, der nogen sinde satte sine ben i rummet, og mine lykkelige erindringer fra den tid er iblandet en let kuldegysning. Biblioteket var aldrig opvarmet, og der var bidende koldt om vinteren.

DEN VINTER VAR også en af de koldeste i århundredet. Der var bjerge af is, skruet op i vandkanten nede ved Bøgeskoven.

Her viste kammerherreinden også sit format. Bedst som vi gik og vaskede trapper, kom hun brusende og klappede i hænderne. »Ud, ud. De må ud. Klæd dem varmt på og gå i skoven. Rengøringen kan vente. Rimfrosten venter ikke«. Vi løb på skøjter på voldgraven. Husets ældste søn, Peter Henrik, kan ikke huske det, men han lærte mig faktisk at blive en nogenlunde habil skøjteløber.

Den absolut største begivenhed under mit ophold var, da kong Frederik og dronning Ingrid kom til julefrokost.

Hele huset stod på den anden ende, og samtlige reserver var indkaldt. Inga fik også forstærkning i køkkenet af en imponerende kogerske fra Store Heddinge med de største lyserøde overarme, jeg til dato har set.

Hun var et geni i et køkken.

Det var et privilegium at følge gåsens vej fra plukning, udtagning, svidning af dun over saltning og kogning til det absolutte clou: Den blev skåret ud i papirtynde skiver og samlet igen i sin oprindelige gåsefacon, så man lige kunne løfte en skive af, mens resten blev liggende. Aldrig før eller siden har jeg set noget så imponerende.

Det var buffet, så personalet var ikke til stede under frokosten. Men vi skulle naturligvis tage imod overtøj og servere ved kaffen. Et par dage forinden havde kammerherreinden trommet os sammen i hall'en og herset med os, så vi kunne lære det korrekte dybe hofkniks helt ned til gulvet. Til mig sagde hun: »Det vil glæde Dem, Lone, at majestæterne som de eneste tiltales i 2. person. Det hedder Deres Majestæt«. Vi fik også at vide, at når vi gik rundt med kagefadene, skulle vi først servere for kongen, så for dronningen og derefter var rækkefølgen ligegyldig. Jeg var på pletten i sort, kappe og forklæde og med et stort sølvfad med brune kager.

Nu var Gjorslevs brune kager anderledes end alle andre menneskers brune kager.

De var af uransagelige årsager rombeformede.

Jeg præsenterer majestæten for kagerne, han ser forbløffet på dem: »Hvad er det?«. »Det er brune kager, Deres Majestæt«. »Må jeg tage en?«. »Det var meningen, Deres Majestæt«. Kongens samtalepartner, kammerherreindens bror, overlæge Steen Madsen, stod med hånden hævet efter en småkage, men jeg havde mine ordrer: Lynhurtigt trak jeg fadet væk under ham og efterlod hans tomme hånd svævende i luften, mens jeg var halvvejs på vej til den silkesofa, som indeholdt dronning Ingrid.

Hun kunne godt finde ud af at forsyne sig, når man holdt et kagefad hen foran hende, og mens jeg stod der, hørte jeg, hvordan en virkelig sykofant taler: Grevinden ved siden af dronningen affyrede følgende ordrette spørgsmål: »Har Deres Majestæt kamin i Deres Majestæts soveværelse?«. Desværre nåede jeg aldrig at høre svaret.

Da hele selskabet var taget af sted efter frokosten, forlod også kammerherrens stedet. De skulle vel til efterkritik af selskabet på en af de nærliggende herregårde, går jeg ud fra.

De havde den vane altid at dytte, når de kørte igennem porten, og da telefonen ringede lige efter, gik stuepigen, Hanne, og jeg som givet ud fra, at det var landvæsenseleverne ovre fra avlsgården, som ringede for at lave fis. Hanne tog telefonen, og jeg hørte hende sige »Holtug 105«. En stemme skrattede i telefonen, og jeg så et hånligt drag glide over Hannes ansigt: »Kongen af hvad?«. Svaret var helt klart ikke, hvad hun havde ventet, for meget hurtigt begyndte hun at neje med røret i hånden og sige »Ja, Deres Majestæt, nej, Deres Majestæt, nu skal jeg se efter, Deres Majestæt«. Hun holdt røret ind mod forklædet og hvislede: »Det er kongen. Han har glemt sine piber. Se efter på kaminhylden!«. De var der. Et fint læderetui til 6-8 piber.

Der var sket følgende: Kongen opdager, at han har glemt sine piber. Han siger til sin chauffør: »Jensen, jeg er rendt fra mine piber. Stop ved en telefonboks«. Bilen, Krone 1, parkerer ved en telefonboks på Roskildevej, kongen går ind, putter 10 øre i og siger, da Hanne tager telefonen.

»Ja, det er kongen«. På hendes hånlige »Af hvad?« svarer han ganske roligt: »Af Danmark«. Det venter man jo heller ikke. Man venter overhovedet ikke at blive ringet op af en konge. Slet ikke fra en telefonboks.

Ikke engang, når man er på Gjorslev.

LONE KÜHLMANN Gjorslev Slot på Stevns betragtes som Danmarks ældste beboede hus. Det var Margrete I's rigskansler, biskop Peder Jensen Lodehat, der lod slottet opføre af sten fra Stevns Klint i 1396. Denne uge udkom en bog om husets historie, som i dag bebos af familien Tesdorph. Kroniken er en omskrevet version af kronikørens bidrag til bogen.

Man skulle ikke vride sin hjerne for at finde ud af, hvordan kammerherreinde Tesdorph gerne ville have tingene
Mælken kom direkte fra koen og stod i store fade ude i mælkekælderen og samlede fløde.

Jeg lærte simpelthen, hvordan man disponerer rengøring, vask, strygning og alt det andet, der hører med.

Fejl og fakta 14.05.2018
Familien på Gjorslev Gods på Stevns hedder Tesdorpf og ikke »Tesdorph«, som det var blevet til i Kroniken fredag 11.5.

Lone Kühlmann

v/ Lone Kühlmann
ff
2314 eb
Cvr.

Tlf. 12445234
E-mail: hejhej5@gmail.com

Åbningstider

Mandag 08:00 - 16:00
Tirsdag 08:00 - 16:00
Onsdag 08:00 - 16:00
Torsdag 08:00 - 16:00
Fredag 08:00 - 16:00
Lørdag Lukket
Søndag Lukket

Facebook

En hjemmeside af Kliksite.dk - Online booking system af KlikBook.dk